Sagn og spøgerier

Følgende historier fra folkedybet er hentet fra:

Danske slotte og herregårde, bind 17, Sagn og spøgerier,

Gorm Benzon, Hassings Forlag, 1967.

Jeg har udvalgt historier, der knytter sig til de godser og herregårde, der er/ var beliggende i de områder, hvor mine slægtninge boede og var tilknyttet som fæstefolk.

  • Brahesborg

  • Hagenskov

  • Hvedholm

  • Erholm

  • Brobygård

Sagn og spøgerier

Brahesborg

Gamtofte sogn, Båg herred, Odense amt.

I Ørsted kirke hviler nogle gamle Rantzau’er fra Brahesborg, og det kan ikke have været helt gode mennesker, mener egnens befolkning, thi det er sikkert og vist, at fanden har benyttet deres kapel som audiensgemak. Ville folk i forbindelse med ham, gik de torsdag aften efter solens nedgang tre gange baglens rundt om kirken og derpå op ad trappen til kapellet, hvor de pustede ind gennem nøglehullet, så sprang døren op, og den onde selv kunne fås i tale.

Brobygaard

Sønder Broby sogn, Salling herred, Svendborg amt.

På Brobygaard levede under svenskekrigene en meget stærk ladefoged, som tillige havde den egenskab, at han var skudfast, så ingen kugle bed på ham. Da han en dag kom hjem til sit hus, fandt han to svenske soldater, der var ved at plyndre. Den ene slog han ihjel på stedet, den anden flygtede, men blev indhentet på den såkaldte Odense Banke og dræbt. I det samme kom en svensk officer kørende forbi med sin unge hustru og deres lille barn. Ladefogeden, der var optændt af vildt raseri, overfaldt dem og dræbte først manden, hvorefter han lod den stakkels hustru vederfares samme skæbne. End ikke barnet gik fri, fogeden greb det i benene og knuste dets hoved mod en sten.

Længe efter hørte folk, som om natten passerede dette sted, et lille barn græde.

Erholm

Rørup sogn, Vends herred, Odense amt.

På Erholm boede engang en herremand, som var et såre slet menneske; hans ondskab overfor sine undergivne kendte ingen grænser. En dag, da herremanden ret var opsat på løjer, kom der en skorstensfejer til gården, og for at få afløb for sit overstadige humør, lagde herremanden et pund krudt i kaminen og satte en lunte til med det resultat, at såvel skorstenen som skorstensfejeren sprang i luften  med et festligt knald, mens spøgefuglen lo, så tårerne trillede ned ad kinderne på ham.

Sådanne gavtyvestreger fandt han på mange af, og han syntes selv, at livet havde budt ham på megen afveksling; men da han skulle dø, var han alligevel lidt beklemt derved, og han sagde til sine folk, at de skulle gøre et hul i hans kiste, sætte en snor igennem og forbinde den med en klokke, så han kunne ringe med den, hvis han skulle leve op igen.

Så døde han, og dagen kom, hvor han skulle begraves. Et stort følge var mødt op, og broderen, som var officer, red ved siden af rustvognen. Da toget nærmede sig Rørup kirke, og klokkeren så det, begyndte han efter sædvane at ringe, men i det samme vendte den afdøde sig i kisten og sparkede til låget. Broderen drog sin sabel og slog den imod kisten, idet han råbte: ”Stille, du har syndet imod Gud og de hellige klokker”. Men da herremanden absolut ikke gjorde tegn til at ville falde til føje, gav broderen hesten sporene og galoperede til kirken, hvor han fik klokkeren til at indstille ringningen. Først da blev der ro i kisten, og resten af begravelsen kunne afvikles om end i en lidt trykket atmosfære.

Hagenskov

Sønderby sogn, Båg herred, Odense amt.

Hagenskov er bygget af den gamle næssekonge, Hagen. Han er gravsat i en høj i Lunden på en opsadlet guldhest og ligger omgivet af eventyrlige skatte. Der er kun én måde at finde disse skatte på, nemlig ved at opføde to kulsorte tvillingekvier. Når de er i en bestemt alder (man ved ulykkeligvis ikke hvilken), skal de spændes for en plov, så finder de selv hen til højen, hvor de gode sager er skjult, og pløjer dem frem. Mange, deriblandt kong Frederik VII, skal forgæves have forsøgt lykken med skovl og spade.

På gården opbevaredes længe en simpel malkestol, en mælkebøtte og et par træsko. De havde tilhørt en af Hagenskovs fornemme fruer. Hun var før sit giftermål med herremanden en fattig bondepige, som han havde forelsket sig i på grund af hendes skønhed og gode hjerte. Magten steg hende da heller ikke til hovedet, og hun forlangte, at de nævnte ting altid skulle være hende for øje, så de kunne minde om hendes ringe herkomst.

I 1864 var Hagenskov (dengang hed den Frederiksgave) lazaret, og en sygeplejeske skal have født et barn og ombragt det dér. Efter at hun selv var død, vendte hun tilbage til stedet, hvor hun havde begået denne ugerning. Mange så hende, og man hørte hende skrige så hjerteskærende. Imidlertid blev der bedt for hende, og siden hørte spøgeriet op.

På gårdens mejeri var der forhen en del uro om natten; der blev skramlet rundt med mælkebøtter, men der var aldrig noget at se. I avlsgården har folk mødt en stor, fed spøgelsesorne, den følger efter dem, den træffer, men den gør ikke noget.

Hvedholm

Horne sogn, Sallinge herred, Svendborg amt.

Man skulle tro, at spøgelser måtte have vanskeligt ved at finde sig til rette på det i forrige århundrede stærkt ombyggede Hvedholm Slot, dog har man i nyere tid haft oplevelser, som tyder på det modsatte. Komtesse Ella Bille-Brahe-Selby har berettet om en mærkelig hændelse derfra:

”Da bedstefar (Lensgreve Preben Bille-Brahe-Selby) var død (1918), lå slottet ubeboet, men onkel Bille-Brahe fra Kolding havde sin vin dér, og en del af vore møbler befandt sig også på stedet. En dag enedes vi om at lave picnic til Hvedholm, og herrerne skulle skaffe os maden ved jagt og fiskeri, det gav dog kun en enkelt agerhøne samt en sølle aborre, hvilket var noget lidt til de 12 - 16 mennesker, der var mødt op. Nå, vi klarede os på anden vis, og samtalen ved bordet gik lystigt, indtil pludseligt min mor (Ellen Basse Fønss, død 1949) baron Schaffalitzky og onkel Preben blegnede og blev ganske stille. Da de havde sundet sig lidt, foreslog mor, at de hver skulle nedskrive på en seddel, hvad de havde set, og der kom til at stå det samme på alle sedlerne: En arm i lysegrøn silke med knipling var blevet rakt ind over bordet; resten af personen sås ikke.

Hvem det var, der ved den lejlighed spøgte på slottet, kan naturligvis ingen sige, men ifølge sagnet er der i kælderen nedmanet en fru ”Sues”, og det må ikke være gjort godt nok, thi mange meldte senere om, at de havde mødt hende”.