Indremissionær Anders Stubkjær (1824 - 1902)

Anders Stubkjær tilhører ikke min slægt, men hans virke i bl.a. Ølby og Fousing sogne øvede også sin stærke indflydelse på mine slægtninge, hvoraf mindst én virkede som kolportør af de helliges skrifter. Nærværende uddrag kommer fra et eksemplar af Stubkjærs bog, der har overlevet i familien i snart et århundrede.

 

Af Anders Stubkjærs Nogle Oplevelser, s. 100 - 103

[…] Efter at have fulgt Søren Nakskov paa nogle af hans Rejser vil jeg gerne opholde mig lidt i Egnen ved Limfjorden. Jeg har svært ved at lade mig slide løs fra disse kære Mennesker, som havde lidt saa meget, før de fandt fred med Gud, fordi de var som Faar uden Hyrde. Nu trøstede Gud dem saa underligt, idet han gav dem en Præst, som skulde blive en Skytsengel for og bereder af de helliges Samfund, ikke alene der paa Egnen, men i vide Kredse. Han lod de hellige tydeligt mærke Broderkærligheden, hvilket var saare sjældent i de Dage, og han skammede sig ikke ved med Taarer at beklage, at han ikke før nu havde været en omvendt og troende Præst.

Hvilken Fryd for Iver Viuftrup at være Pastor Blumes Degn, naar han holdt Forsamlinger i Vester-Ølbygaard! Nu syntes de hellige, at de havde noget at byde på, og de turde endog byde Købmænd til Forsamling for at høre Pastor Blume. Jeg vil her nævne en Købmand, skønt der var flere, Mads Bank. Uagtet Blume repræsenterede Samfundet, stod dette dog saa lavt i Kurs, at denne Købmand skammede sig ved at følge den ordinære vej. Fra Struer til Gaarden, var han saa heldig at kunde gaa i en Dal, saa ingen kunde se ham; men han skulde op af Dalen for at komme til Gaarden. Da han kom til Haven, var gode Raad dyre, thi Gaarden var fuld af Mennesker. I sin Vånde opdager han, at han kan gaa ind igennem Haven og ind ad en Dør, der vendte ud til Haven, og saa staa ubemærket i Køkkenet og høre alt og slippe skamløs hjem igen. Men Ordet naaede ham i Køkkenet, han blev opvakt og snart derefter omvendt. Det gik straks derefter op for ham, at han vist skulde bryde med Selskabet i Struer. Han gik da til en ældre troende Mand, som ogsaa havde været Købmand, men nu var Gaardmand, og spurgte ham, om han troede, at han kunde blive ved at spille. Denne sagde hverken ja eller nej, men blot dette: ” Det kan vel ikke hjælpe, at du holder op med at spille for min Skyld; men du faar se, hvorledes du kommer ud af det med Gud og din Samvittighed”. Købmanden prøvede det en Gang, men det forekom ham, han stod i Køkkenet og hørte Blume, hvorover han faldt i Tanker og glemte at passe sine Kort. Dette kunde hans Medspillere jo ikke finde sig i; og det gik snart som en Løbeild, at nu var det sket, som ingen fornuftig Mand kunde have tænkt.

Om hvad der ellers tildrog sig i Ølby, Struer og Omegn var der meget at sige, men jeg vil blot omtale et Sidestykke til Valfarten til Sinding, som før er omtalt. Nu valfartede de troende fra Ejsing, Sahl, Borbjerg, Hjerm, Handbjerg, Tjørring og Trælund til Ølby. Fra Trælund og Tjørring var Kirkevejen ikke saa lang som til Sinding. De havde kun 6 Mil hen og 6 Mil Hjem. Det stykke Vej kunde de med stor Glæde overkomme, naar de begyndte Lørdag Eftermiddag og lod en Del af Natten gaa med. Hos Kristen Grønbech i Aulum kunde de faa Smørrebrød og Mælk til, thi det havde de altid nok af der, og saa kunde de tage ham med de 4 Mil, han havde. Han kunde nok være hjemme Kl. 12 Søndag Aften, men de arme Syndere fra Trælund var glade, naar de kunde naa Hjem, inden Solen stod op. Det var ikke en enkelt Gang, men det varede i Aarevis, i Regelen naar der var Sidst-Tjeneste i Ølby eller Fousing.

Foruden dette var der meget at sige om de Rejser, som Iver Viuftrup gjorde til Salling og Mors o.s.v.; i Byerne Struer, Humlum, Fousing, og Resen kom han omtrent en Gang om Aaret. Herpaa vil jeg ikke komme nærmere ind; noget deraf er også omtalt af andre. Der er blot et par Træk, som jeg endnu vil anføre i denne Forbindelse:

Det gik jo ikke stille af, naar Peder Skræppenborg kom, stundom med Rasmus Nielsen fra Fyn i Følge. Denne kunde holde Bibellæsning, saaledes at Præsten i Resen, som engang hørte det, blev højligt forundret og spurgte ham bagefter:

”Har De studeret og skrevet den Tale?”

”Nej, det har jeg ikke, ” svarede han.

”Selv om De havde gjort det, ” sagde Præsten, ”maa jeg tilføje, at jeg til min Skam ikke tiltror mig at kunde have gjort Mage dertil; men det er mig meget kærere, at De som en sanddru Mand har svaret nej, thi jeg er da mere sikke paa, at det er den Helligaands Værk.”

I Østergaard i Resen holdt Peder Skræppenborg flere Gange Møde. En Gang, jeg ved ikke hvilken, skulde Sognefogeden lade Loven ske Fyldest, og møde paa Embeds Vegne. Mødet var om Aftenen, og ligesom det begyndte, trådte Sognefogeden ind med sin tændte Lygte. Men Peder Larsen Dons talte med en saadan inderlighed, at Sognefogeden ikke kunde faa sig selv til at afbryde ham; han kunde ikke engang sanse at slukke Lygten, men blev staaende ved Døren som fastnaglet til Stedet. Fra den Stund af lod Sognefogeden sig aldrig mere bruge som Jagthund, han blev paa én Gang opvakt og omvendt. Peder Larsen, tror jeg, slap den Gang med, at han, da Mødet var endt, maatte hen at skifte Undertøj, saa gennemvåd var han af Sved.

Nu vil vi med Magt slide os løs fra Limfjorden og komme tilbage til Thorning. […]

Læs evt. mere om Anders Stubkjær her.